En del af   BEIERHOLM - VI SKABER BALANCE
Undersider
Del denne værdifulde viden:

En god anledning til at se økonomien igennem

Af Hans Peter Christensen, februar 2017 (også bragt i Nordjyske Stiftstidende).

I disse dage kommer der årsopgørelser fra din bank, realkreditinstitut, pensionsselskab mv., og det er en god anledning til at se på, hvordan din økonomi er skruet sammen. 

De fleste af os er meget bevidste om, hvor meget vi betaler for en liter benzin, når vi tanker bilen eller hvad en liter mælk koster, når vi handler ind hos købmanden. Men det er de færreste, der kan fortælle, hvor meget de har betalt i rente og gebyr hos banken. 

På samme vis er omkostningen til administration hos investeringsforeningen, pensionsselskabet og realkreditinstituttet et ukendt tal for langt de fleste danskere - og det selvom, at det har langt større betydning for din økonomi.


Er du prisbevidst eller prisgivet?

Tag en bilist, der kører 20.000 km om året. Bilen kører 16 km pr. liter og listeprisen på benzinen er kr. 11,-. Udgiften til benzin på et år bliver til i alt kr. 13.750,-. 

Hvis det lykkes for bilisten at tanke på de rigtige tidspunkter og steder, kan der måske være en kr. 1,- sparet pr. liter. Det vil i løbet af et år blive til kr. 1.250,- eller ca. kr. 100,- om måneden. 

En husstand, der drikker en liter mælk om dagen, vil kunne spare kr. 700,- om året ved at handle mælk, der er kr. 2,- billigere pr. liter. 

Til sammenligning vil en boligejer, med et realkreditlån på kr. 1,5 mio. ofte kunne spare flere tusinde kroner om året efter skat (afhænger af lånetype) ved at have sit realkreditlån hos den billigste udlåner på netop den valgte lånetype. 

En låntager, der skylder kr. 300.000,- på et banklån vil kunne spare kr. 4.000,- om året efter skat, hvis det samme lån kan findes hos en konkurrent bare to pct. billigere. En pensionsopsparer med kr. 1 mio. i opsparing vil ofte kunne spare op til kr. 10.000,- om året i investeringsomkostninger efter skat, ved at vælge en billigere investeringsløsning. 

Så hvorfor er de fleste af os mere opmærksomme på benzin- og mælkepriser? Hvorfor ærgrer vi os voldsomt, når vi er nødt til at tanke til fuld pris på en tankstation langs motorvejen, mens vi ikke bruger mange minutter på at undersøge og forbedre vores betingelser i banken eller i pensionsselskabet? 


Ude af øje, ude af sind

Min teori er, at det gamle ordsprog med ”ude af øje ude af sind” i høj grad spiller ind. Vi kører hver dag forbi store skilte med benzinpriser, vi står og kigger på standeren, mens beløbet drøner opad og så kan vi se det tydeligt på vores konto, hvor meget der er trukket. 

I banken bliver renten trukket på selve lånet og det er endnu værre på investeringsforeninger, hvor omkostningen simpelthen bliver tilbageholdt i dit afkast. Pengene kommer altså aldrig ind på kontoen for så at blive trukket ud igen. 

 

"De største besparelser er oftest på vores lån, pensioner og investeringer...

 

Nå ja, du får jo et stykke papir med prisen, når du køber investeringsforeningsbeviserne – opgjort i pct. per år, også kaldet ÅOP. For nogle år siden, blev det også gjort obligatorisk, at banker og pensionsselskaber skal oplyse denne

ÅOP til kunderne, hvert år på deres årsopgørelse. Det har dog vist sig i praksis ikke at have den store effekt. Om det er fordi kunderne ikke læser årsopgørelsen eller forklaringen på, hvad det egentligt betyder er for dårlig, ved jeg ikke. 

Men vi fokuserer altså generelt på de mere nære og simple ting i det daglige, selvom de største besparelser oftest er på vores lån, pensioner og investeringer. 


Hvordan kommer du videre?

Hvis du gerne vil vide, om du også kan reducere dine omkostninger, er du først nødt til at finde ud af, hvor meget du betaler i dag. 

Som nævnt er årsopgørelsen et godt sted at starte, da den giver dig en oversigt over de forskellige konti, lån, pensioner og investeringer, som du har. Så starter du fra en ende af og noterer dig, hvor meget du betaler i henholdsvis rente og omkostninger på de enkelte produkter. Brug tiden på at skrive det op, og brug evt. et regneark, så du nemt kan rette i det og senere kan tilføje priser fra konkurrenterne. 

Næste skridt er at finde alternativerne. For at få et præcist sammenligningsgrundlag er du nødt til at have konkrete tilbud andre steder fra. 

Det er ikke aktuelt at sammenligne med Bank X’s billigste lån, hvis ikke de vil tilbyde dig det. Men start med at gøre forarbejdet ved at undersøge på nettet. Priserne er tilgængelige, selvom de sommetider kan være svære at finde. 

 

"Det kan være din bedste timeløn nogensinde, da de besparelser, du kan opnå, vil gavne dig i mange år....

 

Der findes gode artikler og undersøgelser på hjemmesiderne fra både forbrugerrådet (www.taenk), penge- og pensionspanelet (www.ppp.dk), vores hjemmeside (www.uvildige.dk) og flere andre. Husk almindelig kildekritik, når du færdes på nettet. Ved at sætte dig ind i de grundlæggende ting, kan du meget bedre lave rigtige sammenligninger og ende med den bedste løsning. Det kan virke lidt uoverskueligt til en start, men den tid, der bruges herpå, er aldrig spildt og kan være din bedste timeløn nogensinde, da de besparelser, du kan opnå, vil gavne dig i mange år. 

Når du har lavet det grundlæggende arbejde, er det tid til at teste, hvad du reelt set kan opnå. Du kan starte fra en ende af og spørge en helt række banker. Dette kan dog være meget tidskrævende og derfor er det netop vigtigt med forarbejdet. 

Hvis boliglån udgør en stor del af din samlede økonomi, er det fornuftigt at koncentrere sig om banker med gode priser inden for det. Er det i stedet opsparing og investeringer, er det med at finde de bedste løsninger indenfor det – og det er ofte at finde udenfor de traditionelle banker, hvis du har bare lidt lyst til at sætte dig ind i de grundlæggende ting om investering. 

 

 

Du kan også bruge nogle af de mange hjemmesider, der formidler kontakt til banker. Her udfylder du oplysninger om husstanden og så byder banker ind med tilbud til dig. Det kan være en nem måde at få tilbud på, men har også nogle ulemper, da du ikke ved, hvor mange eller få banker, der spørges, og det er ikke nødvendigvis de billigste banker og løsninger, der er med i ”budrunden”. Det er dog stadigvæk at foretrække frem for slet ikke at få gjort noget, da du trods alt får nogle andre alternativer at sammenligne med. 

Når du har konkrete tilbud, handler det om at sammenligne og her bliver du glad for det arbejde, du allerede har lavet med at opliste dine nuværende priser. Husk at sammenligne den samlede pris og gør det op i kroner. Det er ikke meget ved at få en rente der er to pct. lavere på kassekreditten, som meget sjældent bruges, hvis du samtidig skal betale flere tusinde kroner mere i omkostninger på pensionsordningen.


Det allervigtigste er den samlede plan for økonomien

Med risiko for at gøre det endnu mere komplekst, så vil jeg minde om, at der er en anden faktor, der spiller ind – nemlig den rigtige samlede løsning for din økonomi. 

Det er fint at få en god pris på et lån og billigere omkostninger på pensionsopsparingen. Men hvis nu, det i dit tilfælde slet ikke kan betale sig, at indbetale mere på pension, men det i stedet var bedre at afbetale mere på gælden, så har du stadig opnået en billigere pris end tidligere ved at indhente et andet tilbud. Men hvis ikke du også får den rigtige rådgivning omkring strukturen og langtidsplanlægningen af din økonomi, så er du kun halvt i mål. 

 

 

Så budskabet herfra er klart: Hvis du begynder at interessere dig lige så meget for resten af din økonomi, som du gør for benzinpriser og husholdningsvarer, så vil du med meget stor sandsynlighed spare væsentligt flere penge. 

Derudover vil du få mere ro og tryghed omkring økonomien, fordi du forstår den bedre. Du kan gøre meget af arbejdet selv og der findes masser af gratis eller meget billigt læsestof om emnet. Tag gerne møde med både din nuværende bank og andre banker for at have et sammenligningsgrundlag og kommer du ikke helt i mål selv, så er der nu 32 registrerede virksomheder med tilladelse til at yde uafhængig finansiel rådgivning, så hjælpen er derude. 

Husk bare, at det hele starter hos dig og din beslutning om at blive klogere på din egen økonomi!
 

Ultimate Web