En del af   BEIERHOLM - VI SKABER BALANCE
Undersider
Del denne værdifulde viden:

Både vejr og valuta har betydning for sommerferien

Af Hans Peter Christensen, juni 2016.

Når sommerferien nærmer sig, bør det ikke kun være vejret du tager udgangspunkt i, når du vælger feriedestination. Valutaen er også værd at tage hensyn til. Hvor kan du få mest for pengene – eller i det mindste, hvor er det blevet henholdsvis billigere og dyre at holde ferie. 

Forskellen på hvor meget det koster at købe den lokale valuta kan sagtens svinge 20 pct. fra et år til et andet, og blev der eksempelvis brugt for kr. 10.000,- på feriestedet det sidste år, kan du året efter være heldig, at det samme kun koster kr. 8.000,-, eller omvendt at du kan få 25 pct. mere ud af det samme budget målt i danske kroner.

Hvor får du mest valuta for pengene?

Kører du en pakkeløsning gennem et dansk rejsebureau vil forskellen ikke slå direkte igennem, men stadig have effekt på, hvad pakkepriserne koster. Men hovedreglen er, at jo mere du selv bruger på stedet til eks. hotel, billeje, forplejning, indkøb, forlystelser lommepenge, jo større er effekten af en ændring i valutaen.

Den gode nyhed er, at en del rejsemål er blevet billigere. Eks. Sydafrika og Mexico, hvor det er blevet godt 17-18 pct billigere, mens Norge, Brasilien og Tyrkiet er blevet 6-7,5 pct. billigere. Thailand, Sverige, Kroatien og USA er mere eller mindre uændret. Til gengæld er det blevet hele 22 pct. dyrere at være på ferie i Japan. Endelig er det også værd at bemærke, at højaktuelle Brexit, Storbritanniens farvel til EU, har sendt det britiske pund ned i kurs og gjort England ca. 13,5 pct. billigere som feriedestination denne sommer. 

Så er du jagt efter en rejse i sidste øjeblik, kan det være en ide at gå efter dem på listen med største fald, hvis du vil have ”mest valuta for pengene”.

Klik på billedet for forstørret udgave. Find opdaterede kurser på www.valutakurser.dk.

Hvordan håndteres valutaen bedst?

Når så du har destinationen og den dertilhørende valuta på plads, så rejser næste spørgsmål sig. Er det bedst at hæve penge hjemmefra eller kan du med fordel hæve kontanter på destinationen samt benytte betalingskort i butikker mv.? 

Lad os kigge på fordele og ulemper ved de to muligheder.

1. Kontanter vekslet hjemmefra

Du kan veksle via din bank eller en af de specialiserede valutavekslingsforretninger som eks. Forex. De mest gængse valutaer, som EUR, USD, SEK, NOK, GBP, er som regel på lager i mindre mængder, men vil du være sikker på, at få hele den mængde valuta, du har behov for, eller ønsker du mere eksotiske valutaer, er det altid en god ide at bestille i forvejen.

Fordele: 
Du kender kurs og evt. gebyr på forhånd, og ved altså hvilken pris du giver i alt. Du skal ikke bruge tid på at lede efter steder at veksle/hæve på turen.

Ulemper: 
Du påtager dig en risiko ved at have kontanter på dig, især i starten af ferien, hvor du endnu ikke har brugt af pengene.  

Kursen på kontantvekslinger er som regel dårligere end på elektroniske transaktioner. 

Det kan være svært at forudse, hvor mange penge du skal bruge på turen, hvorfor du risikerer at veksle for få eller for mange penge, og så skal du hæve eller måske veksle igen ved hjemkomst og dermed have dobbelte omkostninger.

2. Hæve kontanter på stedet og bruge det i butikker

Stort set alle steder i verdenen kan du finde en hæveautomat (ATM), der tager Visa, Mastercard, Eurocard eller lignende, og så hæve kontanter løbende mens du er afsted. På hjemmesiden www.visa.dk kan man under menupunktet pengeautomater finde en ATM-locator, hvor man kan vælge sin rejsedestination. Så fremkommer et kort, der viser hvor, der findes hæveautomater, der modtager Visakort. Afhængigt af, hvor du rejser hen, kan der være stor forskel på om de lokale butikker/forretninger tager imod betalingskort. Ligesom sikkerhed ved at benytte sit kort kan variere. Der er set en del tilfælde, hvor betalingskort er blevet kopieret under disken eller i et baglokale. 

Fordele: 
Du slipper for at gå rundt med mange kontanter, og du behøver ikke at budgettere så præcist med, hvad der skal bruges undervejs. 

Kursen er oftest bedre end ved kontant veksling, og har du et kreditkort, opnår du en rentefri kredit på kortet, hvilken kan være stor fordel, hvis alternativet er at bruge en dyr kassekredit.

Ulemper:
Der er et gebyr, hver gang der hæves. Gebyret kan variere fra korttype til korttype. Hvis du ikke har kontanter i den lokale valuta, når du ankommer, er du tvunget til at bruge den første tid på at lokalisere en hæveautomat. 

Der kan også være lokale gebyrer i butikkerne. Der er en forbrugsgrænse på de fleste kort, og skal du leje bil eller betale for hotelophold, reserveres der ofte et beløb på dit kort som et depositum. Dette beløb tæller også med i forbruget, selvom du reelt ikke har hævet pengene. I så fald er det fornuftigt at have flere kort med eller sørge for at kontakte sit pengeinstitut og få nulstillet grænsen.

Gør dit forarbejde hjemmefra og nyd ferien

Rent økonomisk lægger de forskellige muligheder faktisk tæt op ad hinanden, men du bør altid undersøge betingelserne gældende for din bank, dine kort og evt. den butik, du bruger kortet i.

Mit råd til alle jer, der skal af sted til udlandet, vil være at kombinere de nævnte muligheder. Hæv gerne et beløb hjemmefra, så I er sikre på at have nogle kontanter, når I kommer frem. Undgå dog alt for store beløb, da der altid er en risiko herved. Brug så kortet løbende undervejs, især hvis der er forretninger, hoteller mv., der ikke tager gebyr for brug af kreditkort. Hav flere kort med, så I altid har en back-up, hvis det primære kort bliver beskadiget, forsvinder eller forbrugsgrænsen nås. De sidste dage af ferien, sørger I for at bruge de sidste kontanter, så der ikke skal betales gebyr for tilbageveksling.

Og så er det ellers bare at nyde ferien.

Ultimate Web