En del af   BEIERHOLM - VI SKABER BALANCE
Undersider
Del denne værdifulde viden:

Brevkassespørgsmål: Hvordan får man mest muligt ud af min opsparing?

Spørgsmål:
Hej Uvildige.dk

Min højrentekonto er nu udløbet og jeg har kr. 500.000 til en rente på 0 pct. Jeg er 68 år og har nydt godt af rentepengene til rejser etc. men hvad nu? Kan I hjælpe med et godt råd? Min tidshorisont er jo begrænset. Så en trylleformular ville glæde mig. 

Svar: 
Der findes desværre ingen trylleformular til at ændre på det faktum, at renten er historisk lav og det betyder også, at opsparer som dig får mindre ud af opsparingen isoleret set. 

Du skriver, at din tidshorisont er begrænset. Om det er din alder du hentyder til eller om det er fordi du gerne vil bruge pengene indenfor en kort periode kan jeg kun gætte på. Men hvornår du skal bruge pengene er en meget vigtig faktor i forhold til hvad jeg vil anbefale dig at gøre med dem.  

Du har været vant til at kunne supplere din pension med renteindtægterne fra opsparingen, men hvad med brug af selve opsparingen? Hvis vi antager, at du har fået 3 pct. i rente på højrentekontoen, så vil det svare til 15.000 kr. om året før skat eller knap 10.000 kr. efter skat. Hvis du i stedet begynder at bruge af pengene, vil det kunne give dig 50 år med samme tilskud til økonomien som de renteindtægter du har været vant til – eller med andre ord indtil du er 118 år.  

Nu kender jeg ikke resten af din økonomi. Der kan være andre værdier såsom friværdi eller en pension, der ikke er udbetalt. Men der kan også være negative ændringer, såsom en ratepension der løber ud om nogle år. Det er vigtigt, at du danner dig et overblik over dette, da det er afgørende for hvornår du skal regne med at bruge pengene. 

Hvis dit overblik viser dig, at du ikke har brug for pengene før en pension udløber om fem år, så kan du godt overveje at lave en forsigtigt investering med pengene. Størstedelen i obligationer kombineret med lidt aktier og aftaleindlån afhængig af din risikovillighed. Hvis det i stedet viser sig at din opsparing er en vigtig del af din økonomi indenfor de næste 5-10 år, så vil jeg anbefale dig at ”shoppe rundt” efter den bedste indlånsrente. Der findes et par onlinebanker, der tilbyder knap 1 pct. i rente uden nogen væsentlig binding, det er herfra set det bedste bud pt.  

Og så kan det måske trøste lidt, at den lave rente på opsparingskontoen ikke kun er negativt. Den lave rente skyldes, at økonomien kun vokser meget langsomt, hvilket er med til at holde de almindelige prisstigninger nede. Det var ikke meget ved at få et par pct. mere i rente, hvis alle dine udgifter også vokser med et par procent mere end nu.

Du skriver, at pengene blandt andet bruges til rejser, og de lave oliepriser er med til at holde prisen på rejser nede uanset om det kørsel i egen bil, bus eller fly. Har du egen bolig, kan du glæde dig over, at de meget lave renter bærer en stor del af grunden til at boligpriserne er kommet opad igen efter krisen – så samlet set er det måske meget godt at renten er så lav, selvom det da er dejligt at få nogle kroner ind på kontoen hvert år. 
 

Ultimate Web