En del af   BEIERHOLM - VI SKABER BALANCE
Undersider
Del denne værdifulde viden:

Økonomi handler om prioritering

Skrevet af Hans Peter Christensen, august 2013

Penge har den kedelige egenskab, at de kun kan bruges en gang. Det er en sætning, jeg forsøger at leve efter og videregive til alle, der gider lytte. Selvom den kan virke lidt gammelklog, er essensen i sætningen altid aktuelt. Budskabet er ikke, at du nødvendigvis skal spare eller være tilbageholdende, men at du skal være opmærksom på dine prioriteter. Penge er udelukkende et middel til at bytte varer eller ydelser, og du skal tænke over, hvad du bytter for hvad. I en naturalieøkonomi, er det nemt nok at se bytteforholdet, eks. at en ko kan byttes til to grise osv., men i dagens Danmark er det noget sværere at gennemskue, hvad vi egentligt bytter for hvad. Samtidig kan det være svært at sortere i, hvad vi egentligt har behov for og ønsker. Reklamer, TV-serier om de rige, andres statusopdateringer på facebook og mange andre inputs er med til at øge fokus på det materielle og alle de ting, vi alle sammen åbenbart har behov for. Samtidig er stress ved at blive en folkesygdom, og de fleste har nok oplevet, at det kan være svært at finde den rigtige balance mellem familielivet, karriereræset og fritidsinteresser. Økonomi og tiden til at nå at alt det vi gerne vil, hænger unægtelig sammen, da den vare de fleste mennesker har at ”bytte med”, er deres tid. Så for at blive opmærksom på denne problemstilling, kan det være en god hjælp, altid at tænke over - at når du bruger penge på en ting, så har det den konsekvens, at du måske ikke har råd/tid til noget andet. Og at den ting du så ikke har råd til, ville gøre dig mere lykkelig, end det du købte først. Er I en familie, bliver det ikke mindre komplekst, da prioriteringerne kan være forskellige, derfor er det endnu vigtigere at tage stilling til dem.

Sådan er pengene bedst brugt, hvis du vil være lykkelig

To amerikanske forskere, Dr. Elizabeth Dunn og Dr. Michael Norton, har forsket i, hvilke ting der gør mennesker mest lykkelige at bruge penge på. Eksempelvis konkluderer de, at det bringer mere lykke, at bruge penge på oplevelser end på materielle goder. Især hvis oplevelsen bringer dig tættere sammen med andre mennesker og skaber varige minder.  De foreslår også, at du skal købe dig tid, da det ofte er en knap resurse hos det moderne menneske. Der er mange måder at ”købe tid”. Det kan være at gå på deltid, og dermed give afkald på noget af din løn. Det kan også være at købe hjælp til trivielle opgaver som rengøring, havearbejde mv., men der er også mange andre situationer i hverdagen. Eksempelvis kan du lade være med at køre langt efter tilbudsvarer, måske er det lidt dyrere at handle i den nærmeste butik, men hvis du bruger en time på at køre frem og tilbage efter tilbud, er pengene måske dyrt sparet. Ligesådan kan du måske spare nogle penge ved selv at køre på ferie, men hvis du har to feriedage mere ved at flyve, kan de ekstra penge være givet godt ud. Til gengæld har undersøgelsen også vist, at penge brugt på at flytte i et større hus, ikke er givet godt ud, så det bør ikke være så højt på prioriteringslisten ifølge forskerne. Du skal undgå at blive forvænt. Har du nogle ting, du sætter pris på, skal du ikke gøre det for ofte, da det udvander glæden ved det. Er du eksempelvis glad for rødvin, er det bedre at købe en virkelig god flaske et par gange om måneden, end at drikke rimelig god rødvin flere gang om ugen. En sidste ting du kan gøre for at bruge din tid rigtig i jagten på lykke, er at investere i andre. Det kan være velgørenhed, mikrolån eller ved at bruge din tid på et frivilligt projekt. Du bliver selv mere lykkelig ved at opleve at du har haft en positiv effekt på andres lykke og livskvalitet.

Hvor meget har du råd til?

Til at starte med understregede jeg vigtigheden i at prioritere dit forbrug. Men det er mindst lige så vigtigt at vide, hvor meget du har at bruge af, ikke bare nu men igennem livet. Hvis ikke du ved, hvor du står rent økonomisk, ved du heller ikke om du bruger mere end du har, eller om du både har råd til A og B, der begge vil øge din lykke. Det handler om overblik og planlægning. Ingen mennesker ønsker at løbe tør for penge, og leve på en sten de sidste år af deres liv, ligesom de færreste ønsker at sidde tilbage med en stor portion penge, som de ikke kan nå at bruge. Og tænke tilbage på, hvornår i deres liv, de penge kunne have gjort gavn. Første skridt på vejen til overblikket er, at analysere din indtægter, både de nuværende, men også hvad du kan forvente at få udbetalt i fremtiden, både fra det offentlige og egne pensioner. Dernæst skal du grundigt analysere din udgifter. Hvilke udgifter har du i dag (ja, du bør have et budget), men også hvordan dine udgifter forventes at ændre sig. Er der udgifter du ved, der falder bort? Eksempelvis A-kasse, når du bliver pensioneret, børnepasning når børnene når en vis alder osv. Husk også de større poster, der ikke kommer hvert år. Udskiftning af bil, møbler, taget på huset og andre af dine ejendele der slides. Konfirmationer, runde fødselsdage mv., kan også være en dyr affære og bør indregnes i det langsigtede budget. Større rejser, perioder med orlov kræver også ekstra økonomi. Når du har overblik over, hvad der kommer af indtægter nu og fremadrettet, og kender dine udgifter, skal du sammenholde disse, og se om der er overskud eller underskud år for år. Derefter skal du huske at se på udviklingen i din formue. En ting er forholdet mellem indtægter og udgifter, men har du stor friværdi eller anden opsparing, er det ikke noget problem at have nogle perioder, hvor udgifterne overstiger indtægterne. I de perioder trækker du på din formue, og i andre perioder vil formuen stige, så der igen bliver noget at tære på. Sommetider møder jeg holdningen, at et budget og planlægning af økonomien ikke er nødvendigt og/eller brugbart. Undskyldningen kan være, en meget sund økonomi med rigeligt overskud eller at økonomien varierer så meget, at det ikke giver mening. Jeg er uenig i begge dele. At kende de løbende indtægter og udgifter og dermed overskuddets størrelse, er en helt afgørende faktor, for at kunne få mest muligt ud af sin økonomi, og dermed undgå at snyde sig selv for den lykke, som penge kan give, hvis de bliver brugt rigtigt. Og er der elementer i økonomien, der varierer meget, er det endnu mere vigtigt at få netop de kendte elementer klarlagt, så den samlede usikkerhed minimeres mest muligt.

Hvordan kommer du i gang.

Det kræver noget arbejde og ikke mindst noget vilje at skabe sig overblikket over økonomien. Vi har udviklet et værktøj til formålet, der kan lette arbejdsgangen og øge overblikket, men det kræver stadig, at du selv er motiveret for det. Når først arbejdet er gjort, er det nemt at vedligeholde overblikket og dermed sikre at ændringer i økonomien arbejdes ind i den langsigtede planlægning af din økonomi. Det er lidt ligesom at komme i gang med at dyrke motion, det kræver noget arbejde og vilje, men du ved det gavner dig og når først du har fået det ind som en god vane i dit liv, kan du slet ikke undvære det.  Hvad holder dig tilbage for at komme i økonomisk topform og øge din lykke?

 

Ultimate Web