En del af   BEIERHOLM - VI SKABER BALANCE
Undersider
Del denne værdifulde viden:

Rådgiverens rolle i DIT økonomiske valg

Uvildige.dk, januar 2019

Rådgivning kan være meget forskellig, og du får ikke nødvendigvis det samme svar i to forskellige banker – og heller ikke, hvis du søger råd hos en uafhængig rådgiver. 

Uanset om det gælder investering af en større formue, om du føler du sidder lidt for hårdt i det økonomisk, om du mangler overblik over pensionen eller måske jagter drømmeboligen, så kan den rådgivning, du modtager, være forskellig fra den ene rådgiver til den anden.

Der er forskellige scenarier, som hver især har sine fordele og ulemper, og det fortæller en vigtig pointe, når det kommer til økonomisk rådgivning, eller rådgivning i det hele taget. 

Der findes nemlig sjældent kun den ene løsning. Der vil typisk være mange mulige løsninger og alle med forskellige konsekvenser. Det er en problemstilling, du skal være opmærksom på, og som giver god anledning til at diskutere, hvad god rådgivning egentlig er og hvilken rolle, du selv spiller heri.


Det hedder rådgiver og ikke diktator

Når du sidder overfor din rådgiver og skal finde den bedste løsning for din økonomi og dig, er der mange elementer i spil og der er som sagt ikke kun en løsning at gå med. Der kan være mange, og de kan være gode eller mindre gode, alt efter din aktuelle økonomiske situation. Samtidig skal de holdes op i forhold til dine ønsker til det liv, du gerne vil leve. Dialog er derfor altafgørende. 



 

En god rådgiver dikterer ikke, at du skal gøre det ene eller det andet. Nej, en god rådgiver præsenterer dig for de muligheder, du har, og ikke mindst de fordele og ulemper, der følger med. En god rådgiver skal med andre ord vise dig vejene og ikke vælge hvilken, du skal gå. Rådgiveren forklarer, hvad der sker, hvis du går ad vej a, b eller c, og så er det op til dig, hvilken vej, der er mest passende for dig.

Valget er dit, og har du en god rådgiver, træffer du det valg på det bedst mulige grundlag, med ro i maven og en tryg udsigt til fremtiden.


Du skal udfordres og ikke udstilles

Forud for dette valg er det vigtigt, at din rådgiver udfordrer dig og dine holdninger i forhold til din økonomi og de forestillinger og forventninger, du måtte have til fremtiden. Økonomi er også psykologi og det skal ikke undervurderes.

Vi oplever i vores rådgivning, at der kan være stor forskel på, hvordan den enkelte ser sin økonomi og sine muligheder. I den ene ende af barometret har vi højeste gear, hvor det er fuld fart frem med fare for overdreven risikotagning og/eller overforbrug, hvilket kan betyde, at pengene slipper op før tid. 

I den anden ende har vi det lave gear med overdrevet mådehold, hvor der ageres meget forsigtigt og spares, hvilket kan betyde, at man går glip af oplevelser og drømme for blot at tage herfra med penge på bogen. 



 

Vi møder begge dele og tit er det faktisk en fordel, hvis der i et parforhold findes modsatrettede holdninger, der balancerer hinanden ud. I kan jo tale om hvem, I selv er, derhjemme hos jer. 

Ved at have et ben i hver lejr udfordres begge på deres holdninger til økonomien og det er med til, at man ikke ender ude i et af yderpunkterne, men at der skabes en god balance i de fælles beslutninger, samt at der sikres en god dialog om muligheder og ønsker, så der kan træffes et velovervejet og velbegrundet valg.

Som rådgiver bliver vi i rådgivningssituationen ofte spurgt til hvilket lån, vi har eller hvad vi ville gøre i den givne situation. Hertil er svaret, at det fortæller vi gerne, men først når vi har fundet ud af, hvad der er rigtigt for dig og din situation. Vi er ikke ens og derfor er det, der er rigtigt for mig, ikke nødvendigvis rigtigt for dig også. Så pas på med at læne dig op ad, hvad rådgiveren gør, men lyt i stedet til, hvad rådgiveren siger. Din løsning skal passe til dig/jer og ikke være et spejl af andre.


Hvilket gear skal din økonomi køre i?

Når man gennem professionel rådgivning får tegnet et retvisende billede af sin økonomi, bliver det pludseligt meget nemmere at træffe beslutninger om, hvad der kan lade sig gøre og hvad der ikke kan. Faktisk oplever vi tit, at mange kunder, uden at vide det, har råd til at opfylde nogle af de ønsker, de har, om at komme på en ekstraordinær ferie, flytte til noget større eller gå ned i tid. Men de har simpelthen holdt unødigt igen, fordi de ikke har fået den nødvendige rådgivning og opstilling af mulige scenarier med afsæt i ønskede fremtidsmål.

Det er da også hændt, at vi har måtte dæmpe forventningerne og forbruget lidt, hvor det har været lidt svært at skulle skrue ned for den økonomiske selvopfattelse. 

Hvad der er rigtigt og forkert, afhænger af øjnene, der ser. Men dine valg har konsekvenser, og dem bør du kende, inden du træffer større beslutninger omkring din økonomi. 



 

Huskøbet er det klassiske eksempel, som de fleste af os kan relatere til. Vores økonomi sætter nogle rammer, som vi skal forsøge at passe vores drømme og ønsker ind i. Nogle vælger måske at købe lidt ”for dyrt”, fordi de vil realisere drømmeboligen, og hvis familien virkelig bare drømmer om dette hus, så forsøger vi at finde en løsning. Men samtidig gør vi meget ud af at fortælle, hvilke konsekvenser det så kan have, at man måske sidder lidt hårdt i det. Der er ting, du må forvente at gå glip af, som eksempelvis en ferierejse, og du kan have en øget risiko for at blive ramt hårdt, hvis noget du skulle komme ud for ekstraordinære ændringer i dit liv, som eksempelvis skilsmisse eller sygdom, eller hvis der kommer en generel nedgang i økonomien, der kan betyde arbejdsløshed og faldende boligpriser, aktiekurser mv.

Derfor er det afgørende, at du sammen med din rådgiver ikke bare afdækker dit økonomiske potentiale, men også taler om tidshorisonter, risikovillighed og hvad du i det hele taget har af fremtidsmål.


Rådgiverens rolle er væsentlig, men valget er dit

Vi har som rådgiver ikke nogen spåkugle og dermed ikke det endegyldige svar, men vi kan opstille nogle mulige scenarier baseret på vores ekspertkendskab til de finansielle markeder og derudfra bidrage til, at du kan træffe en velbegrundet beslutning, som passer til din økonomi og dine ønsker til livet.

Din rådgiver skal ikke diktere, hvad du skal gøre. Din rådgiver skal oplyse dig om dine muligheder og belyse konsekvenserne af de valg, du skal træffe. Men i sidste ende er det dit valg – og det skal du kunne træffe på et så belyst grundlag som muligt, og det er rådgiverens rolle, at du har det grundlag.

 

Ultimate Web