En del af   BEIERHOLM - VI SKABER BALANCE
Undersider
Del denne værdifulde viden:

Skal du holde fast i garantirenten?

Skrevet af Hans Peter Christensen, maj 2013

Mange danskere er medlem af eller kunde i et pensions- eller livsforsikringsselskab. Og en stor del er blevet præsenteret for muligheden for at udskifte deres gennemsnitsrenteprodukt, hvor der er en ydelses- eller rentegaranti, med et markedsrenteprodukt i stedet. Debatten har floreret i pressen, og vi modtager også jævnligt spørgsmål herom fra vores kunder og læserne her. Jeg vil derfor grave ned i de to former og dermed forsøge at belyse, om det vil være smartest at beholde sin garanti eller give afkald på den.

Gennemsnitsrente (garantirente)
Groft sagt kan man sige, at ved en gennemsnitsrente, er det pensions- eller livsforsikringsselskabet, der investerer pengene efter deres bedste evne, og så modtager alle kunderne et afkast, der svarer til den gennemsnitlige forrentning af pengene. I de gode år, sættes der penge til side, så der er reserver at tære på i de dårlige år, og selskabet kan dermed overholde sine udbetalingsforpligtelser. På gennemsnitsrente er der som hovedreglen en garanteret minimumsydelse på pensionen, som svarer til at pensionsmidlerne blev forrentet med et givent afkast. Hvor stort dette minimumsafkast vil være, afhænger af hvornår ordningen er lavet og pengene indsat. Fra 1982 til 1994 var minimumsrenten 4,5 pct. efter 1994 blev den ændret til 2,5 pct. og blev i 1999 nedsat til 1,5 pct.  Det skal ses i følgende perspektiv - nationalbankens diskontorente i 1982 var på 11 pct., i 1994 var den på 5 pct. og i 1999 nede 2,75 pct. Den garanterede rente har altså historisk været sat ned, så der var luft i forhold til, det niveau pensionsselskaberne forholdsvist nemt kunne opnå i forretning af de midler, de skulle investere. Derfor er det heller ikke nogen overraskelse, at pensionsselskaberne nu er kommet i problemer med at honorere garantierne, når diskontoen i dag er 0 pct.! Det betyder, at pensionsselskaberne skal forsøge at opnå en forretning, der er væsentligt højere end et ”risikofrit afkast”, fordi de stadig har lovet en del af deres gamle kunder en meget høj rente, og de nyere kunder en relativ høj rente.

Når pensionsselskaberne skal opgøre deres kapitalbehov, skal de lave en beregning på, hvad de har af udgifter til udbetalinger på deres kunders pensionsordninger, og hvad deres forventede afkast bliver. Det regnestykke kan nemt blive meget ringe, når du lægger nutidens renteniveau ind i beregningen. Korte realkreditobligationer giver 0,5 pct. i rente, lange realkreditobligationer giver 3 pct. i rente, men har en ret stor kursrisiko, hvis renten stiger. Virksomhedsobligationer og aktier vil forventeligt give et afkast, der er højt nok til at honorere garantirenterne, men de kan pga. meget store udsving i kursen, give store problemer i de år, hvor de klarer sig dårligt. Og pensionsselskabet kan jo ikke sige til sine kunder, at de må vente et par med at få deres pensionsudbetalinger, fordi der lige er et par dårlige år på aktiemarkedet. Selskaberne har derfor begrænset handlefrihed til at investere langsigtet.

Det resulterede i, at mange pensionsselskaber blev så presset af regeringen via finanstilsynet der blandede sig, og definerede et nyt maksimum på den garanterede rente. Og samtidig har selskaberne kæmpet for at få deres kunder/medlemmer over i en markedsrente, hvor det er kunden selv, der har risikoen på investeringen, og selskabet dermed slipper for forpligtigelsen i den garanterede ydelse.

Markedsrente
Her er det kunden selv, der har risikoen, men også gevinsten på investeringen. Typisk vil man som kunde kunne vælge mellem forskellige risikoprofiler eller måske er der adgang til en ordning, hvor kunden selv kan vælge blandt nogle forskellige investeringsforeninger og fonde. Fordelen for selskabet er, at de ikke på samme måde skal reservere kapital til de fremtidige forpligtigelser. For hvis renteniveauet eller afkastet er lavt i en periode er det kundens eget problem. Fordelen for kunden er, at kunden selv (til en vis grad) har indflydelse på sin egen investeringsform og risikovillighed. Så ønsker man at tage en større risiko i forventningen om et større afkast, er man ikke længere begrænset af, at selskabet er nødt til at vælge sikre og stabile investeringsformer på grund af de store forpligtelser. Omvendt er der jo også risikoen for at man selv vælger forkert, alt andet lige, bør et hold af investeringseksperter i pensionsselskabet, have bedre føling med, hvad der skal investeres i, end lægmand selv har. Der har også været kritik af, at omkostningerne i markedsrente kan være højere, men det afhænger til dels af hvilken ordning man vælger. Fordi pensionsselskaberne ikke behøver at reservere så mange penge til de fremtidige garanterede udbetalinger, tilbyder de kunder med en garanti, at de kan modtage et beløb her og nu, for at skifte fra gennemsnitsrente med garanti til markedsrenten. Hvor stort dette beløb er, afhænger af, hvor meget den pågældende ordning har ”belastet” pensionsselskabet. Man siger også, at kunden får sin del af reserverne med.

Det, du som kunde skal tage stilling til, er altså du vil frasige dig et sikkert afkast, mod at få et beløb, der nogenlunde modsvarer det som garanti vil koste selskabet, hvis det nuværende afkastniveau fortsætter, og dermed selv påtage dig risikoen for udviklingen i investeringerne. Og den garanti du afskriver dig, er altså ikke mere sikker, end at den kan blive trukket tilbage / laves om til en hensigtserklæring. Det er der mange, der er blevet harm over, men alternativet kan være værre. Hvis ikke ordningerne laves om til markedsrente og/eller garantierne tilbagetrækkes eller reduceres, kan det i værste tilfælde få pensionskassen til at gå ned. (i praksis lade sig fusionere ind i en anden). 

Der er blevet sået meget tvivl om pensionsselskabernes bevæggrund for at få deres kunder over i markedsrente. Er garantien givet af en medlemsejet pensionskasse, er der jo kun medlemmerne selv til at betale og der er ingen kommerciel interesse. Det vil sige, der er slagsmålet i virkeligheden medlemmerne i mellem. Er det rimeligt at gamle medlemmer skal holde fast i en (for?) høj garanteret rente på bekostning af de yngre medlemmer? Er det en kommerciel pensionskasse, kan der sagtens være noget om snakken, altså at det også er for pensionsselskabets egen skyld, at de anbefaler kunderne, at skifte til markedsrente. Igen vil jeg mene, at alternativet er, at de får pengene ind på anden vis, eller at selskabet ikke kan løbe rundt, og garantierne vil meget stor sandsynlighed bortfalde, hvis kunderne skal overdrages til et andet selskab – for hvorfor skulle det modtagende selskab være interesseret i sådanne forpligtelser?

Alt i alt mener jeg, at det for langt de flestes vedkommende vil det give god mening, at tage imod et tilbud om at skifte til markedsrente, især hvis der medfølger en rimelig del af reserverne. Det giver nogle andre investeringsmuligheder og for mange en pæn forøgelse af deres depot her og nu. Men det betyder også, at man selv skal være mere opmærksom på, hvordan ens pension er placeret, og at risikoen passer til ens temperament og økonomi. Der kan naturligvis være situationer, hvor det giver mening at beholde garantien, eks. hvis man er meget optaget af, at kende sin fremtidige ydelse, og der er kort tid til at man skal bruge pengene – men som nævnt er garantien jo ikke endegyldig, og du kan risikere at komme til at betale for den på anden vis.

I øvrigt er det lidt pudsigt, at denne diskussion også forgik for 10 år siden, hvor der i 2001-2003 var en mindre lavkonjunktur tilhørende rentefald, der også pressede pensionsselskabernes forpligtigelser. Det blev dog løst af nogle år med gode afkast, og debatten stilnede igen. Denne gang er rentescenariet dog endnu værre, så mon ikke det bliver ”færdigdebatteret” denne gang?

Ultimate Web