En del af   BEIERHOLM - VI SKABER BALANCE
Undersider
Del denne værdifulde viden:

Skal du skifte realkreditinstitut?

Af Brian Stjernholm, marts 2016.

Der har den seneste tid været meget fokus på Totalkredit, og prisstigningerne har givet anledning til en øget konkurrence på gebyrerne, når det gælder boligfinansiering. Uanset om du er Totalkreditkunde eller ej, er det en god mulighed for at få tjekket finansieringen, for hvis der kan optimeres, er det ikke kun Totalkredits kunder der kan få gavn af den midlertidigt øgede konkurrence.

De gode tilbud

Lige nu flyder markedet over med råd til hvordan man får en lavere bidragssats og gode tilbud om at skifte billigt eller sågar ”gratis”, hvis man vil af med sit dyre lån.

For at nævne et enkelt af tilbuddene så er der fx Sydbank, som er partnerbank til Totalkredit. De tilbyder at betale alle omkostninger undtaget kurstab, hvis du vil skifte til en anden type totalkreditlån, eller til Sydbanks prioritetslån, for at få lavere bidragssats.

Det lyder jo umiddelbart meget godt, men hvis du fortsat vil have et traditionelt realkreditlån, så er bidragssatserne hos Totalkredit de højeste på markedet, så her kan det stadig betale sig at høre en konkurrent om de vil give samme tilbud på omkostningerne. Hvis de vil det, så ender du samlet med en billigere løsning.

Som sagt er der mange af disse tilbud, og det er vigtigt at forholde sig kritisk, fordi gebyrfrit/gratis kan godt betyde noget forskelligt i forskellige banker.

Det er relevant at få lavet en beregning

Lige nu oplever konkurrerende institutter at kunder vil flytte væk fra Totalkredit, selvom det ikke kan betale sig rent økonomisk. Som økonomisk rådgiver er det nok på sin plads at jeg fraråder dette og maner til besindighed. Hvis man skal skifte, skal det i min optik være af økonomiske årsager, ikke følelsesmæssige eller principielle årsager. Det bliver simpelthen for dyrt på lang sigt, for dem du skifter til kan sætte prisen op om 6 måneder, og så skal du igen til at skifte.

For at kunne lade den økonomiske fornuft styre dine beslutninger, er det relevant løbende at holde øje med om der er noget der kan forbedres, og det gælder uanset om man er totalkreditkunde eller ej. Den øgede konkurrence på gebyrerne, gør det til et godt tidspunkt at få kigget på om der kan optimeres på belåningen i ejendommen. Så det er relevant for rigtig mange boligejere at få lavet en beregning.

Hvilke låntagere er det mest relevant for?

Der er meget stor forskel på hvor store prisstigningerne er på forskellige låntyper.

Rentetilpasningslån med 1 til 4 års fast rente, er hårdest ramt og derfor er det også dem der bedst kan betale sig at skifte. De har simpelthen en hurtigere tilbagebetalingstid for de omkostninger man skal betale for at lægge om.
Samtidig gælder den ”almindelige” regel som ved alle andre omlægninger, at jo større lån du har jo hurtigere har du tjent omkostningerne hjem igen.

Efter min mening skal omkostningerne ved et skifte helst have tjent sig hjem i løbet af det første år eller maksimalt 2 år. Hvis det tager meget længere tid, vil sandsynligheden stige for at man ender i en situation, hvor man af anden årsag alligevel skulle ændre på lånet, og så kan det være en ”spildt” omlægning.

Hvis du vil have vished for om du skal ændre på dit realkreditlån eller ej, så er du altid velkommen til at kontakte os på 43 58 46 44 eller udfylde en kontaktformuler her.

Et eksempel

Sådan kan regnestykket se ud for en boligejer, der vælger at skifte sit realkreditlån fra Totalkredit til BRFkredit. Der er i eksemplet taget højde for, at BRFkredit ikke opkræver et etableringsgebyr.

Klik på billedet for at forstørre (åbner i nyt vindue).

Ultimate Web